onsdag den 11. april 2018

Madpandekager i fad med oksekød

Disse lækre madpandekager er noget for hele familien.
De er fyldt med skjulte grøntsager, så selv de mest kræsne børn kan komme dem til livs.
Opskriften er herfra, og tilrettet vores smag herunder.
Vi laver vores pandekager selv fra bunden, der smager meget bedre end færdigkøbte.

Ønskes der mad til to dage, kan man lav en større potion fyld og gemme til dagen efter.
Det kan fx bruges i Pitabrød med oksekødsfyld. (opskrift kommer snart)

Opskriften på pandekager giver 8-10 pandekager.
Kom resten på køl med sølvpapir over.
Varm dem op i ovn eller mikroen dagen efter, og nyd med sukker og syltetøj.

Madpandekager i fad med oksekød
2 voksne 2 børn
Tid: 55 min

Ingredienser:
Pandekager:
200g mel
1 tsk salt
3 æg
4 dl mælk
smør til stegning
Fyld:
1 stk stort løg
3 fed hvidløg
4 stængler bladselleri
4 stk tomater
6 store gulerødder
½ dåse majs
100g revet ost
250g hakket oksekød
1 spsk tørret oregano
2 dl vand
1 dl ketchup
70g tomatpuré
Salt
Peber
Olivenolie

Fremgangsmåde:
Pandekager:
Bland alle ingredienserne i en skål, og rør det klumpfrit med en håndmixer.
Dejen skal være til den tykkere side men kunne løbe fra en ske, er den for tynd kommes der mere mel i, er den for tyk kommes der mere mælk i.
Panden opvarmes, og der tilsættes lidt smør på panden ved hver anden pandekage.
Dejen kommes på panden og fordeles hele vejen rundt, steges brun på begge sider, og overføres til en tallerken.
Fyld:
Opvarm ovnen til 200 grader varmluft.
Hak løg og hvidløg fint.
Skyld bladselleri og skær dem i mindre tern.
Skyl tomaterne og hak dem groft.
Skræl gulerødderne riv dem groft.
Steg nu løg, hvidløg og bladselleri i lidt olivenolie i en gryde.
Tilsæt kødet og oregano og brun det godt af.
Tilsæt nu gulerødder, majs, vand, ketchup og tomatpuré og rør godt.
Lad det småkoge i 10-15 min til det meste af vandet er kogt væk.
Smag til med salt og peber.
Fordel fyldet i pandekagerne, rul dem forsigtigt sammen, så de ikke revner, og læg dem tæt i et ovnfast fad med samlingen nedad.
Top med hakkede tomater og revet ost og gratinér dem i ovnen i ca. 20 minutter, til osten er gylden.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...