At være mor til to

Jeg ville lyve hvis jeg sagde det ikke var hårdt at være mor til to, men med to lette børn og en mand der hjælper til trods fuldtidsarbejde, så tager det toppen af isbjerget. 

Nogle dage er jeg en omvandrende zombie, får intet lavet, ingen motivation, intet overskud. Det er bare at accepterer at det er okay at have sådanne dage.

Andre dage er jeg fyldt af energi, ideer og klar til at "bekæmpe verden" (eller bare rodet der hober sig op herhjemme).

Barsel er en tid hvor man finder sine rutiner, som derefter kan blive ødelagt lige så hurtigt igen, fordi man er i underskud af søvn, baby pludseligt vælger at lave fuldstændig om på dem, eller måske bare fordi der dukker noget uventet op.

Derfor har jeg måtte indse, at det at ligge planer for langt ind i fremtiden, det dur bare ikke. Jeg må tage dagen som den kommer, og har det været en god nat, jamen, så planlægger jeg dagen efter det. 

Nogle ting er man selvfølgelig nød til at planlægge i god tid, men det kræver så bare at man må tidligere i seng, og bede til at man har et barn der har lyst til at følge disse planer.

Ovenstående er kun forbeholdt lille baby Lucas. Nu er der jo så også en storebror Silas. En ekstra som kan få korthuset til at falde sammen, og ødelægge de nu ellers så velplanlagte ideer man har til dagen.

Det betyder så også, at både manden og jeg har fundet nye måder at håndterer Silas på, så vi ligesom kan komme uden om denne "Jeg vil ingenting"-mode som Silas ofte vælger at smide på.

Stod det til ham, sad han og spillede Lego Batman på Playstation det meste af dagen. Mad, gåture, bad, få tøj på.. alle de basale ting kunne han sagtens være foruden. Men det er nok det mest naturlige i hovedet på en 4½-årig. 

Maden skal serveres. 

Badet hades kun indtil han sidder i det, så vil han ikke op igen.

Gåturene gider han ikke til vi først er ude af døren, så kunne han lege ude hele dagen.

Tøjet kommer først på hvis mor leger flyvemaskine og gør det lidt sjovt. Dog kan han da have sine perioder hvor han smider tøjet på i stolthed, og jeg må klappe ham på skulderen med kæmpe smil og ros i håb om at han gør det igen i morgen (hvilket chancerne altid er små for).

Indtil for et par uger siden havde jeg det utroligt hårdt med Silas. Her sad jeg med lille skrøbelige baby Lucas som jeg skulle vende mig til. Bitte små fingre, en krop man følte knækkede når man holdt ham, og som slet ikke føltes som om der var en eneste knogle i, da han bare slaskede i armene på en uden noget som helst styrke. (måske lidt overdrevet, men det føltes nogle gange sådan).

Når jeg så kiggede på Silas, så følte jeg slet ikke jeg kendte ham mere. Min lille dreng var pludseligt så kæmpe stor, kæmpe fødder og hænder, han vejede pludseligt et ton, trods han er lang og spinkel og kun vejer 15 kg, trods han er godt på vej mod sit 5. år.

Når jeg studerede hans ansigt tæt på, følte jeg at jeg kiggede ind i øjne der havde så meget selvstændighed og hans ansigtstræk var pludseligt ikke dem jeg kendte. Han virkede som en der var meget ældre.

Hvad var der lige sket på den lille uge efter jeg fødte Lucas? Hvad havde ændret sig?

Jeg var bange for, at jeg slet ikke havde haft så meget tid med Silas på det sidste, og værre endnu jeg havde ikke rigtigt "SET" ham. Han havde været der, men jeg havde nok ikke opfattet ham, det måtte jo være derfor. Så meget kan en dreng ikke ændre sig på en uge.

Et par uger efter fødslen fik jeg den første tudetur over det. Lucas havde taget det meste af min tid, og det havde bare været naturligt af mig at give den til ham. Silas var bare Silas, og krævede ikke vores opmærksomhed som rigtigt mange andre børn. Han gjorde det selvfølgelig til tider, men så havde manden stået på istedet, ellers var det bare naturligt for Silas at lege selv, ligesom han altid havde gjort, og han havde det helt fint med.

En morgen står han så og skal i børnehave, jeg ammer Lucas, og Silas får den ide at han vil ind og hygge sammen med os. Thomas skynder dog på ham, og siger de snart skal ud af døren. Det betyder at jeg kun kan give Silas 5 min før han skal ud og afsted, han kan knap være i sengen pga lift osv. Men kan se på ham, at han bare så gerne vil være en del af det.

Efter de 5 min, skal han så afsted, og det er fint nok. Lige indtil manden skriver, at Silas var grædefærdig i børnehaven og slet ikke ville være der. 

Jeg brød fuldstændig sammen den dag, hvad havde jeg gjort ved min førstefødte dejlige lille engledreng? Fået en baby mere som fyldte det hele, tog alt min tid, og nu havde jeg slet ikke det overskud til den store som jeg plejer. Jeg følte mig skyldig og som den værste mor i verden.

Jeg besluttede mig for, at nu skulle det være slut. Silas skulle have meget mere opmærksomhed, og jeg ville lære min dreng at kende igen.

Nu bliver Lucas 8 uger i morgen, vi har lært hinanden godt at kende, rutinerne er så småt på vej, og alt har fundet sin plads. Nogle dage er stadig bedre end andre, men mht til Silas, så er han Silas igen når jeg ser på ham.

Det har simpelthen været min mentale tilstand der har været meget ustabil efter fødslen. Overgang fra lille Lucas til store Silas har været for stor, min hjerne har slet ikke været i stand til at rumme dem begge. Når jeg så på Silas efter at have holdt Lucas, så kunne jeg slet ikke huske hvordan Silas var.

Gode nyheder er, at det er faldet på plads. Om det er fordi Lucas er blevet større og mindre skrøbelig ved jeg ikke, men der er ikke længere den overgang fra lille til stor. Nu er Lucas Lucas, og Silas er Silas. Der er ingen chokereden overgang, og jeg føler jeg kender min store dreng igen.

Jeg har fået det naturlige forhold tilbage til Silas, og den dårlige samvittighed er pakket væk. Jeg tilbragte nemlig ikke som sådan mindre tid med Silas til at starte med, det havde jeg bare svært ved at indse. Hormonerne kørte på højtryk, og man havde svært ved at se hvordan verden virkeligt så ud, alt kørte på følelser og at få styr på alt det nye.

Jeg hader at miste kontrollen og elsker rutiner, og lige i starten havde jeg ingen af delene.

Nu hvor det hele er faldet til ro, så er der mere overskud, rutinerne er godt på vej, og jeg har langsomt fået kontrollen tilbage. 

Så ja, det er hårdt at være mor til to, men når jeg kommer ud på den anden side som nu, så er det selvfølgelig det hele værd :)

Priser mig lykkelig for at have to af verdens letteste og skønne børn, og en hjælpsom mand som altid er klar til at stå til hvis der er brug for det.

Farsdags gave